Betragtning 11
Nogle enheder udfører aktiviteter inden for national sikkerhed, offentlig sikkerhed, forsvar eller retshåndhævelse, herunder forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning af strafbare handlinger, og leverer samtidig tillidstjenester. Tillidstjenesteudbydere, der er omfattet af anvendelsesområdet for Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014, bør være omfattet af dette direktivs anvendelsesområde for at sikre samme niveau af sikkerhedskrav og tilsyn som det, der tidligere var fastsat i nævnte forordning, for så vidt angår tillidstjenesteudbydere. I overensstemmelse med udelukkelsen af visse specifikke tjenester fra forordning (EU) nr. 910/2014 bør dette direktiv ikke finde anvendelse på levering af tillidstjenester, der udelukkende anvendes i lukkede systemer i henhold til national ret eller aftaler mellem et defineret sæt deltagere.