Betragtning 112
Topdomænenavneadministratorer og enheder, der leverer domænenavnsregistreringstjenester, bør i overensstemmelse med præamblen til forordning (EU) 2016/679 forpligtes til at offentliggøre oplysninger om registrering af domænenavne, der ikke er omfattet af anvendelsesområdet for EU-databeskyttelsesretten, såsom data, der vedrører juridiske personer. For så vidt angår juridiske personer bør topdomænenavneadministratorerne og de enheder, der leverer domænenavnsregistreringstjenester, mindst offentliggøre registrantens navn og kontakttelefonnummer. Kontaktmailadressen bør også offentliggøres, forudsat at den ikke indeholder personoplysninger, såsom ved brug af e-mail-aliasser or funktionsmailadresser. Topdomænenavneadministratorer og enheder, der leverer domænenavnsregistreringstjenester, bør også give legitime adgangssøgende lovlig adgang til specifikke domænenavnsregistreringsdata om fysiske personer i overensstemmelse med EU-databeskyttelsesretten. Medlemsstaterne bør pålægger topdomænenavneadministratorer og enheder, der leverer domænenavnsregistreringstjenester, uden unødigt ophold at besvare anmodninger om udlevering af domænenavnsregistreringsdata fra legitime adgangssøgende. Topdomænenavneadministratorer og enheder, der leverer domænenavnsregistreringstjenester, bør fastlægge politikker og procedurer for offentliggørelse og udlevering af registreringsdata, herunder serviceleveranceaftaler til behandling af anmodninger om adgang fra legitime adgangssøgende. Disse politikker og procedurer bør så vidt muligt tage hensyn til eventuel vejledning og til de standarder, der er udviklet af multiinteressentstyringsstrukturerne på internationalt plan. Adgangsproceduren vil også kunne omfatte brug af en grænseflade, en portal eller et andet teknisk værktøj til at tilvejebringe et effektivt system til anmodning om og adgang til registreringsdata. Med henblik på at fremme en harmoniseret praksis i hele det indre marked kan Kommissionen, uden at det berører Det Europæiske Databeskyttelsesråds beføjelser, fastlægge retningslinjer for sådanne procedurer, som så vidt muligt tager hensyn til de standarder, der er udviklet af multiinteressentstyringsstrukturerne på internationalt plan. Medlemsstaterne bør sikre, at alle former for adgang til personlige og ikkepersonlige domænenavnsregistreringsdata er gratis.