Betragtning 127
For at gøre håndhævelse effektiv bør der fastlægges en minimumsliste over håndhævelsesbeføjelser, der kan udøves for overtrædelse af foranstaltningerne til styring af cybersikkerhedsrisici og rapporteringskravene i dette direktiv, som opstiller en klar og konsekvent ramme for sådan håndhævelse i hele Unionen. Der bør tages behørigt hensyn til overtrædelsen af dette direktivs art, grovhed og varighed, den forvoldte materielle eller immaterielle skade, hvorvidt overtrædelsen var forsætlig eller uagtsom, tiltag truffet for at forebygge eller afbøde den materielle eller immaterielle skade, graden af ansvar eller eventuelle relevante tidligere overtrædelser, graden af samarbejde med den kompetente myndighed og enhver anden skærpende eller formildende omstændighed. Håndhævelsesforanstaltningerne, herunder administrative bøder, bør være forholdsmæssige, og pålæggelsen heraf bør være underlagt passende proceduremæssige garantier i overensstemmelse med de generelle principper i EU-retten og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (chartret), herunder adgangen til effektive retsmidler og retten til en retfærdig rettergang, uskyldsformodningen og retten til et forsvar.