Betragtning 22
Dette direktiv fastsætter referencescenariet for foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici og rapporteringsforpligtelser på tværs af de sektorer, der er omfattet af dets anvendelsesområde. For at undgå fragmentering af EU-retsakters cybersikkerhedsbestemmelser bør Kommissionen, hvor yderligere sektorspecifikke EU-retsakter vedrørende foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici og rapporteringsforpligtelser vedrørende cybersikkerhed anses for nødvendige for at sikre et højt cybersikkerhedsniveau i hele Unionen, vurdere, hvorvidt sådanne yderligere bestemmelser vil kunne fastsættes i en gennemførelsesretsakt til dette direktiv. Er sådan en gennemførelsesretsakt ikke egnede til dette formål, vil sektorspecifikke EU-retsakter kunne bidrage til at sikre et højt cybersikkerhedsniveau i hele Unionen, samtidig med at der fuldt ud tages hensyn til de berørte sektorers specificiteter og kompleksiteter. Med henblik herpå er dette direktiv ikke til hinder for, at der vedtages yderligere sektorspecifikke EU-retsakter, der omhandler foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici og rapporteringsforpligtelser, der tager behørigt hensyn til behovet for en omfattende og sammenhængende ramme for cybersikkerhed. Dette direktiv berører ikke de eksisterende gennemførelsesbeføjelser, der er tillagt Kommissionen inden for en række sektorer, herunder transport og energi.