Betragtning 28
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/2554 bør betragtes som en sektorspecifik EU-retsakt i forbindelse med dette direktiv for så vidt angår finansielle enheder. Bestemmelserne i forordning (EU) 2022/2554 om risikostyring inden for informations- og kommunikationsteknologi (IKT), styring af IKT-relaterede hændelser og navnlig indberetning af større IKT-relaterede hændelser, samt om test af digital operationel modstandsdygtighed, ordninger for udveksling af oplysninger og IKT-tredjepartsrisiko bør finde anvendelse i stedet for bestemmelserne i dette direktiv. Medlemsstaterne bør derfor ikke anvende bestemmelserne i dette direktiv om risikostyrings- og rapporterings forpligtelser vedrørende cybersikkerhed samt tilsyn og håndhævelse på finansielle enheder, der er omfattet af forordning (EU) 2022/2554. Samtidig er det vigtigt at opretholde stærke forbindelser og udveksle oplysninger med den finansielle sektor i henhold til dette direktiv. Med henblik herpå giver forordning (EU) 2022/2554 de europæiske tilsynsmyndigheder (ESA'erne) og de kompetente myndigheder i henhold til nævnte forordning mulighed for at deltage i samarbejdsgruppens aktiviteter samt udveksle oplysninger og samarbejde med de centrale kontaktpunkter såvel som CSIRT'erne og de kompetente myndigheder i henhold til dette direktiv. De kompetente myndigheder i henhold til forordning (EU) 2022/2554 bør også fremsende oplysninger om større IKT-relaterede hændelser og, hvor det er relevant, væsentlige cybertrusler til CSIRT'erne, de kompetente myndigheder eller de centrale kontaktpunkter i henhold til dette direktiv. Dette kan opnås ved at sikre øjeblikkelig adgang til hændelsesunderretninger og videresende af dem enten direkte eller via et enkelt indgangspunkt. Desuden bør medlemsstaterne fortsat medtage den finansielle sektor i deres cybersikkerhedsstrategier, og CSIRT'er kan dække den finansielle sektor i deres aktiviteter.