Betragtning 68
Medlemsstaterne bør bidrage til oprettelsen af EU-krisereaktionsrammen for cybersikkerhed som fastsat i Kommissionens henstilling (EU) 2017/1584 gennem de eksisterende samarbejdsnetværk, navnlig det europæiske netværk af forbindelsesorganisationer for cyberkriser (EU-CyCLONe), CSIRT-netværket og samarbejdsgruppen. EU-CyCLONe og CSIRT-netværket bør samarbejde på grundlag af proceduremæssige ordninger, der fastlægger den nærmere udformning af dette samarbejde, og undgå dobbeltarbejde. EU-CyCLONe's forretningsorden bør yderligere præcisere, hvordan dette netværk bør fungere, herunder netværkets roller, metoder for samarbejde, interaktion med andre relevante aktører og skabeloner for udveksling af oplysninger samt kommunikationsmidler. Med hensyn til krisestyring på EU-plan bør de relevante parter støtte sig til EU's integrerede ordninger for politisk kriserespons i henhold til Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1993 (IPCR-ordningerne). Kommissionen bør anvende den tværsektorielle krisekoordinationsproces på højt niveau, ARGUS, til dette formål. Hvis krisen har en vigtig ekstern dimension eller berører den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, bør EU-Udenrigstjenestens krisereaktionsmekanisme aktiveres.