Betragtning 96
I betragtning af den stigende betydning af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester som defineret i direktiv (EU) 2018/1972 er det nødvendigt at sikre, at sådanne tjenester også er omfattet af passende sikkerhedskrav i lyset af deres særlige karakter og økonomiske betydning. Eftersom angrebsfladen bliver stadig større, bliver nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester såsom meddelelsestjenester stadig mere udbredte angrebsvektorer. Ondsindede gerningspersoner anvender platforme til at kommunikere med og lokke ofre til at gå ind på kompromitterede websider, hvilket øger sandsynligheden for hændelser, der involverer udnyttelse af personoplysninger og, som følge deraf, sikkerheden i net- og informationssystemer. Udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester bør sikre et sikkerhedsniveau i net- og informationssystemer, der står i forhold til risiciene. Da udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester normalt ikke udøver egentlig kontrol over transmissionen af signaler via net, kan risikoniveauet for sådanne tjenester i visse henseender anses for at være lavere end for traditionelle elektroniske kommunikationstjenester. Det samme gælder interpersonelle kommunikationstjenester, som defineret i direktiv (EU) 2018/1972, der anvender numre, og som ikke udøver faktisk kontrol over signaltransmission.