Betragtning 3
Net- og informationssystemer har udviklet sig til et centralt element i hverdagen med den hurtige digitale omstilling og forbundethed i samfundet, herunder i forbindelse med grænseoverskridende udvekslinger. Denne udvikling har ført til en udvidelse af antallet og typen af cybertrusler og skabt nye udfordringer, som kræver tilpassede, koordinerede og innovative svar i alle medlemsstater. Antallet, omfanget, den avancerede karakter, hyppigheden og virkningen af hændelser er stigende og udgør en alvorlig trussel mod net- og informationssystemernes funktion. Som følge heraf kan hændelser hindre udøvelsen af økonomiske aktiviteter i det indre marked, medføre økonomiske tab, underminere brugernes tillid og forårsage store skader på Unionens økonomi og samfund. Cybersikkerhedsberedskab og -effektivitet er derfor mere afgørende for et velfungerende indre marked end nogensinde før. Cybersikkerhed er desuden en vigtig katalysator for, at mange kritiske sektorer kan tage den digitale omstilling til sig med et positivt resultat og fuldt ud kan udnytte de økonomiske, sociale og bæredygtige fordele ved digitalisering.